Ny e-mail og ny hjemmeside
Bestyrelsen i Gårdlauget Købkes Gård har valgt at rydde op i mange års tiltag med forskellige e-mails og hjemmesider.
Det har været til frustration for både gårdlaugets beboere, foreninger og bestyrelse, at de elektroniske kontakt- og informationskanaler ikke har fungeret optimalt i mange år.
Derfor har bestyrelsen valgt at vaske tavlen ren!
EEN ny mail-adresse
Bestyrelsens nye fælles mail-adresse er info@koebkesgaard.dk.
Mails til denne adresse videresendes til alle medlemmer af gårdlaugets aktuelle bestyrelse.
Bestyrelsen håber hermed, at der ikke er mails der forsvinder ud i cyberspace eller drukner i en overfyldt indbakke.
Der er gamle e-mail-adresser i omløb: Blandt andet en Google-mail, som den nuværende bestyrelse ikke har haft adgang til i mange år samt mail-adresser til specifikke bestyrelsesmedlemmer.
Ryd dit adressekartoteket for gamle mail-adresser!!! Brug den nye mail hvis du har noget på hjerte og vil i kontakt med bestyrelsen for Gårdlauget Købkes Gård: info@koebkesgaard.dk.
Ny hjemmeside på vores gamle webadresse
Gårdlaugets gamle hjemmeside kunne ikke redigeres af bestyrelsens nuværende medlemmer, og derfor har vi valgt at lægge hjemmesiden om til CMS-systemet WordPress. Her behøver hverken nuværende eller kommende bestyrelsesmedlemmer at være “HTML-kode-nørder” for at lægge et opslag eller et referat på gårdlaugets digitale opslagstavle.
Bestyrelsen ligger inde med backup af alle filer fra den gamle hjemmeside, men vi har valgt IKKE at lægge gamle referater eller fotos på fra perioden 2010 til 2012.
Vi har valgt at beholde og redesigne siden om historien bag Købkes Gård, da der fra eksterne kilder (bl.a. Wikipedia) linkes til Otto Vads spændende fortælling om guldaldermaleren Christen Købke og Ryesgade-kvarterets historie.
Vi i bestyrelsen for gårdlauget Købkes Gård håber meget, at I vil tage godt imod vores digitale tiltag, som fremover vil blive vedligeholdt og udviklet.